søndag den 20. september 2015

Kokostoppe

"á la min mor - som fik den fra en kollega - som fik den fra Emmerys" 

Ja, jeg har altid ment, at det er godt at kunne dele, så derfor er denne opskrift blevet delt for 4. gang. Den har været i hænderne på et par stykker, inden den er landet her på bloggen, så jeg kan roligt sige, at det ikke er mig, der har fundet på den. Men det skader vel ikke at gengive noget så lækkert som kokostoppe. Mums! Også er det jo virkelig nemt at lave. Og hvis du er presset med tiden, så er det også muligt at lave kokosmassen dagen inden, også bage dem på selve dagen, hvor de skal bruges. Jeg har opdelt opskriften efter, om du vil lave kokostoppe på dagen eller dagen efter.



DU SKAL BRUGE - (ca. 20 stk)

250 g kokosmel
250 g sukker
150 g æggehvider (3 stk bægere)
100 g mørk overtrækschokolade

Fremgangsmåde - til bagning på dagen

  1. Forvarm ovnen på 200 grader (normal ovn - ikke varmluft)

  2. Bland kokosmel, sukker og æggehvider sammen i en skål

  3. Form dem som 20 toppe og placer dem på en bageplade med bagepapir 

  4. Bag toppene i ca 15 minutter 

  5. Smelt mørk chokolade (det kan du sagtens gøre i mikroovnen) 

  6. Efter bagningen køles de af, inden de dyppes i smeltet mørk chokolade 




Fremgangsmåde - til bagning dagen efter 

  1. Bland kokosmel, sukker og æggevider sammen i en skål

  2. Sæt skålen i køleskabet natten over

  3. Dagen efter røres kokosmassen op med en ske, så hvider ikke ligger på bunden 

  4. Form dem som 20 toppe og placer dem på en bageplade med bagepapir

  5. Bag toppene i ca 15 minutter 

  6. Smelt mørk chokolade (det kan du sagtens gøre i mikroovnen)

  7. Efter bagningen køles de af, inden de dyppes i smeltet mørk chokolade 



TIP:
Dyp toppen i chokoladen og placer dem på et stykke husholdningsfilm og lad dem tørre. På den måde er de nemme at fjerne og chokoladen forbliver blank.




Konklusion
Nøøøøj, de smager godt nok godt sådan nogle kokostoppe. Hvis du vil give dem en lille smule mere kant, så kom ca 2 spsk revet limeskal i kokosmassen. Det smager super skønt med et lille citruspift. Angående bagningen er det en smagssag, hvor mørke du vil have dine kokostoppe. Min mor gav dem ca. 5 minutter ekstra, fordi hun synes, de så for lyse ud. Det er op til dig. Personligt selv ville jeg max give dem 15 minutter, måske endda lidt mindre. Hold øje med dem!