onsdag den 13. november 2013

Kødmuffins m. grønsagsfyld

"Herrerudgaven af cupcaken" 

Disse "kødmuffins" er indtil videre det underligste, jeg nogensinde har lavet i dette køkken. Jeg ville lave en traditionel tærte, men den skulle jo stadig være lidt sjov, så jeg besluttede, at tærtedejen skulle laves af hakket kød, men da jeg havde købt kødet, så var der ikke nok, til at dække en hel tærteform -sååå jeg lavede det i muffinsforme i stedet for.

Kødmuffins med grønsages- og æggefyld 


DU SKAL BRUGE - til 6 stk.

500 g hakket oksekød
En masse forskellige krydderier - fx chili, hvidløg, bbq, timian, salt, pebermix,
En masse forskellige grønsager - fx 2 gulerødder, 1 lille håndfuld blomkål, 1 lille rødløg, 1/2 peberfrugt
3 æg
Salt og peber

Fremgangsmåde
  1. Start med at tænde ovnen på 200 grader

  2. Bland alle dine krydderier godt ind i kødet - det skal næsten æltes og brug gerne fingerne  

  3. Del kødet i 6 lige store dele 

  4. Pres hver del af kødet ud til alle sider i muffinformen. Sørg for at kødet kommer et godt stykke over kanten på formen, da den trækker sig sammen inde i ovnen og bliver meget mindre. Dette må gerne overdrives. ellers vil din "kødtærtedej" falde ned i formens bund og blive rigtig kedelig at kigge på. 

  5. Kom muffinformen i ovnen og forbag kødet i 10-15 minutter 

  6. Imens kødet er i ovnen skæres grønsagerne i SMÅ stykker og steges på panden i ca 5 minutter

  7. Pisk æg med salt og peber og tilføj grønsagerne 

  8. Når kødet er klar, vil der ligge noget 'fedtvæske' i bunden af hver kødmuffin. Dette hældes fra inden æggeblandingen kommes i hver af dem. 

  9. Sæt ovnen på 170 grader og bag dine kødmuffins i 25-30 minutter næsten nederst i ovnen. 

  10. De er færdige, når æggemassen er fast 

Konklusion 
Smagen på mine kødmuffins var dejlig krydret, og det smagte også rigtig lækkert med de forskellige grønsager blandet med æggene oven på. Dog var kødet en smule tørt, så jeg vil nok give dem en anelse kortere tid ved forbagningen (fx bare 10 minutter) næste gang.