tirsdag den 24. september 2013

Græskarpandekager med chili con kylling

"Jeg er bare helt tosset med pandekager.. Men med græskarsmag..? Ja, why not...?" 

Jeg havde snuppet to hokkaido græskar til Food Festivallen, og derfor havde jeg stadig et tilbage, som jeg kunne lege med. Men denne gang skulle det ikke være suppe, men en af mine yndlings "retter" - nemlig pandekager!

Som tilbehør havde jeg lyst til noget stærk og samtidig sundt og lækkert, så det blev en chili con carne i kylling udgave, så dermed kom navnet "Chili con Kylling". 



Hokkaidopandekager med chili con kylling 

DU SKAL BRUGE:
Hokkaidopandekager 
½ hokkaidogræskar
1 mellemstor bagekartoffel
20 g smør
3 æg
30 g grahamsmel
1 dl mælk (hvis nødvendigt)
Salt og peber

Chili con kylling
1 løg
3 fed hvidløg
3 små gulerødder
450 g hakket kylling
1-2 chili (jeg brugte 2 men kun kornene fra den ene)
1 dåse hakket tomater
1 dåse kidneybeans
2 dl vand
Salt og peber
Evt. Oregano


Trin 1
Start med at gøre alle grønsagerne klar. Kartoffel og gulerødder skraldes. Løg og hvidløg pilles.

Trin 2
Hokkaidogræskar og bagekartoffel skæres i mindre stykker og kommes i en gryde med kogene vand.

Trin 3
Løg, hvidløg og gulerod skæres i mindre stykker og hakkes i minihakkeren eller skæres i små stykker med en kniv.


Trin 4
De små stykker smides i en gryde med olie, hvor det hele svitses indtil løgene er klare i farven.

Trin 5
Nu kommes kødet i, som svitses til det smuldrer og skifter farve.

Trin 6
Når kødet er klar, kommes de hakkede tomater i og 1 dl vand. Der skrues ned for varmen, så kan blandingen have lov til at stå og hygge sig, imens du laver pandekagerne. Vent med at komme bønnerne i til sidst.

Trin 7
Kartoffel- og græskarstykkerne skulle gerne være kogt møre nu. Vandet hældes fra, og stykkerne blendes med en stavblender (en almindelig blender kan nok også bruges). Når blandingen er blevet til en glat mos kommes smørret i.

Trin 8
I en anden skål blandes de tre æg, mel, bagepulver og salt og peber.

Trin 9
Bland græskar/kartoffelmos med æggeblandingen. Min pandekagedej blev meget tyk, så jeg tilføjede 1 dl mælk.


Trin 10
Varm en stegepande med olie og lav pandekager i den størrelse, som du bedst kan lide.


Trin 11 
Kort tid før du er færdig med pandekagerne, hældes bønnerne og 1 dl vand ned til kyllingekødet.

Trin 12
Server pandekagerne med din chili con kylling og en frisk salat. Velbekomme!


Konklusion
Det var en utrolig god idé at lave græskarpandekager. De fik en super lækker smag med en dejlig svampet konsistens. Chili con kyllingen blev også rigtig velsmagende, dog måtte den gerne være lidt stærkere næste gang, men jeg kan heller ikke få for meget spice.

Utrolig blød og lækker pandekage. Mums.
Selve retten er heller ikke specielt dyr, især nu da hokkaido græskar er i sæson, og derfor er billige i butikkerne. Jeg var i Føtex i dag, hvor 2 kg gulerødder kostede 5 kr., en bagekartoffel stod til 4,50 kr. og et hokkiado græskar kostede kun 15 kr. Det er en dejlig årstid at købe grønsager på; de er både friske, i sæson og møg billige. Så giv den endelig gas i køkkenet.