mandag den 9. september 2013

Bagt Hokkaido & Gulerodssuppe

Efterår og suppetid! 

I dag har det været en rigtig regnfuld dag.. Det har faktisk regnet hele dagen, så det var ikke sjovt at cykle op til studiet i dag. Det var .. ja vådt.
Sådan en dag kalder simpelthen på en skøn varm suppe, så det er, hvad jeg ville lave, meeeen helt almindelig skal den jo ikke være. 

"Jaa, hvorfor ikke bare bage sin suppegrønsager..?"
.. Du slipper ihvertfald for at brande det hele på.. 



DU SKAL BRUGE:
1 hokkaido græskar - sådan en orange og rund fætter
6-7 gulerødder 
1 løg 
4-5 fed hvidløg
En masse frisk timian og basilikum (eller tørret, hvis du ikke har andet)
½ dl olivenolie (det kan godt udskiftes med smagsneutral, hvis du er helt på spanden med dit budget)
½ citron - kun saften
1 stk. honning 
Salt og peber 
1 liter grønsagsbouillon 
1 blender

Trin 1:
Tænd ovnen på 200 grader

Trin 2:
Skyld og rens grønsagerne. Et hokkaido græskar skal bruges med skral, så den flækkes i to og kernerne fjernes også skæres i yderligere grove stykker. Gulerødderne skrælles eller skrubbes godt og skæres også i grove stykker. Løget og hvidløget pilles. Løget skærer du i 8 stykker og hvidløget i to. Alle grønsager lægges på bagepapir på en bageplade. 


Trin 3:
Bland honning, citronsaft, olie og salt og peber sammen i en skål og hæld det ud over grønsagerne. Her er det nemmest at bruge fingerne til at blande det hele godt sammen. Klip eller riv krydderurterne i stykker og smid dem ovenpå (eller drys de tørrede urter over)
Pladen sættes i ovnen i ca. 60 minutter. Hold øje med dem - stykkerne må ikke blive sorte. 

BONUS Trin 3½: 
Imens du venter på at grønsagerne bager færdig i ovnen, så kan du lave noget super nemt og lækkert, HVIS du har ingredienserne til det selvfølgelig. 

Rugbrødscroutoner:
3 stykker tørt rugbrød
En smule salt 
En smule rosmarin 

Rugbrødet skæres i mundrette størrelser og lægges på bagepapir. Salt og rosmarin drysses ovenpå også er den klar til at blive sat i ovnen, når grønsagerne er færdige. De skal bare have den resterende varme, så når grønsagerne kommer ud, slukker du for ovnen og sætter pladen med rugbrødscroutonerne ind. Hold øje med dem. 


Trin 4:
Tag grønsagerne ud af ovnen. Kog 1 liter bouillon vand og hæld ca. 1 dl i bunden af din blender. Grønsagerne kommes i lidt af gangen, da man ikke skal regne med, at alle kan være deri. Kom bouillon i efterhånden og blend til den ønskede konsistens. 


Trin 5:
Når grønsagerne er blendet, hældes de over i en gryde, hvor jeg smed lidt ekstra vand i, da jeg synes konsistensen var lige cremet nok. Det blev til 1½ dl ekstra vand. Jeg hældte også en ½ dl hvidvin i, som jeg tilfældigvis havde i køleskabet (kan undlades) og 2 tsk. sambal oelek (chili pasta), da jeg eeelsker spicy mad. Smag til med salt og peber. 

Trin 6:
Hæld i dybe skåle med rugbrødscroutonerne ovenpå og server til dem du kan li :-)


Konklusion:
Suppen var dejlig cremet og lige tilpas spicy til min smag, så smid endelig de to teske fulde chilipasta i, hvis du er til den slags. Det er ikke den billigste suppe, da et hokkaido græskar koster omkring 20 kr., men jeg vil gætte på, at du kan lave sådan en omgang til omkring 30 - 40 kr., og der er til mange potioner.